SÅDAN FOREGÅR DET
Forløb ved plastikkirurgi
Charlotte Weile, Speciallæge i Plastikkirurgi, Ph.D. – Reflekteret Plastikkirurgi
Forløbet i Reflekteret Plastikkirurgi
For de fleste er kosmetisk plastikkirurgi ikke en hurtig beslutning. Derfor starter et forløb hos mig anderledes end i mange større klinikker.
Første kontakt
Hvis du overvejer en operation eller blot har spørgsmål, kan du kontakte mig direkte på mail eller telefon.
Du kan bede om at få en tid til en forundersøgelse, eller du kan aftale en gratis indledende telefonsamtale med mig personligt. Samtalen giver dig mulighed for at stille spørgsmål, få afklaret dine overvejelser og få en første vurdering af, om en forundersøgelse giver mening i din situation.
Jeg forsøger så vidt muligt at være fleksibel med tiderne, så kontakten kan passe ind i din hverdag.
Forundersøgelsen
Næste skridt er en grundig forundersøgelse.
Her gennemgår vi dit helbred, dine ønsker og dine overvejelser. Du udfylder et helbredsskema og relevante spørgeskemaer, og jeg tager kliniske fotografier.
Forundersøgelsen tager udgangspunkt i Reflekteret Plastikkirurgi – en metode, jeg har udviklet på baggrund af mere end 20 års erfaring som plastikkirurg.
Med Reflekteret Plastikkirurgi får du en mere grundig forundersøgelse, hvor vi i tæt dialog både afdækker, hvad der teknisk, kan lade sig gøre og hvilke ønsker, behov og forventninger, du har til resultatet.
Målet er, at du kan træffe din beslutning om plastikkirurgi på trygt og meget velinformeret grundlag.
På baggrund af samtalen, undersøgelsen og min faglige vurdering udarbejder vi sammen din behandlingsplan. Vi gennemgår de forskellige muligheder og finder den løsning, der bedst matcher dine ønsker og behov.
Kirurgi handler ikke kun om, hvad der kan lade sig gøre – men om, hvad der giver mening for dig. Derfor taler vi åbent om dine ønsker, hvad der realistisk er muligt, og hvad jeg fagligt anbefaler.
Mit ansvar som plastikkirurg er ikke blot at udføre en operation, men at rådgive om den løsning, jeg vurderer, vil være bedst for dig.
Betænkningstid
Efter forundersøgelsen er der lovpligtig betænkningstid på mindst syv dage.
Ved større kirurgi anbefaler jeg ofte, at du giver dig selv lidt længere tid til at overveje beslutningen. Kosmetisk plastikkirurgi bør sjældent forhastes.
Operationsdagen
Operationer planlægges så vidt muligt på tidspunkter, der passer ind i din hverdag. Derfor tilbyder jeg ofte operationer om aftenen eller i weekender.
Ved operationer i lokalbedøvelse kan du som regel tage hjem cirka 30 minutter efter indgrebet. Inden da gennemgår vi de vigtigste informationer, og du får mulighed for at hvile og køle det opererede område.
Jeg anbefaler løstsiddende tøj, som er nemt at tage af og på, gerne en trøje med lynlås eller knapper samt sko, der er nemme at tage på.
Du får information om smertebehandling og efterforløb, og eventuelle recepter sendes elektronisk til apoteket.
Ved operationer i fuld bedøvelse eller narkoserus skal du møde fastende. Det betyder ingen fast føde de sidste seks timer før operationen og kun klare væsker indtil to timer før operationen. Du modtager naturligvis skriftlig information om dette inden operationen.
Når operationen er planlagt, modtager du forundersøgelsesnotat, patientvejledning og relevant information om dit forløb.
Efter operationen
Du får mit telefonnummer, så du kan kontakte mig, hvis du bliver i tvivl om noget efter operationen.
Jeg kontakter selv mine patienter i dagene efter operationen for at høre, hvordan det går, og om der er spørgsmål eller behov for hjælp.
Kontroller
Inden du går hjem på operationsdagen, aftaler vi tid til den første kontrol og eventuel trådfjernelse. Denne foregår typisk efter 7-10 dage.
Alle kontroller bliver udført af mig personligt.
Den første resultatkontrol ligger som regel tre måneder efter operationen. Her vurderer vi resultatet sammen og gennemgår eventuelle spørgsmål. Hvis der er behov for yderligere opfølgning, aftaler vi det individuelt.
Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du er i tvivl om noget eller har behov for en ekstra kontrol. Mit mål er, at du gennem hele forløbet ved, hvem du skal kontakte, og at du føler dig tryg, fulgt og støttet før, under og efter operationen.