OM CHARLOTTE WEILE
Vejen til Reflekteret Plastikkirurgi
Charlotte Weile, Speciallæge i Plastikkirurgi, Ph.D. – Reflekteret Plastikkirurgi
Om mig
Jeg hedder Charlotte Weile. Jeg er speciallæge i plastikkirurgi og Ph.D. med mere end 20 års erfaring inden for plastikkirurgi og mange års erfaring med kosmetisk kirurgi.
I min klinik i Store Kongensgade i København K har jeg valgt at fokusere på ansigts- og halskirurgi.
Ansigtet er vores identitet udadtil. Det er her, vi aflæser følelser, personlighed og livserfaring. Samtidig er det et af de mest komplekse områder i kroppen, hvor hud, muskler, fedtvæv og knoglestrukturer påvirker hinanden. Det er den kompleksitet, der fascinerer mig.
Min nysgerrighed på mennesker
Noget af det, der har formet mig mest som kirurg, er min nysgerrighed på mennesker. Ikke kun på anatomien, men også på hvorfor vi ønsker forandringer, og hvordan vi påvirkes af den verden, vi lever i.
Vi lever anderledes i dag, end vi gjorde for 40 år siden. Mange er aktive langt op i alderen, arbejder længere, rejser mere og har et andet forhold til deres udseende end tidligere generationer. Derfor oplever mange også et naturligt ønske om, at det ydre i højere grad afspejler, hvordan de oplever sig selv indeni.
For mig handler det ikke om at fornægte sin alder eller blive en anden. Tværtimod. Det handler ofte om at få det indre og ydre til at hænge bedre sammen, uden at vi mister os selv undervejs.
Vejen til Reflekteret Plastikkirurgi
Interessen for forholdet mellem krop, identitet og forandring opstod tidligt i min karriere. Som overlæge arbejdede jeg blandt andet med brystrekonstruktioner efter brystkræft, og her blev det tydeligt for mig, at det ikke var nok at vide, hvad der teknisk kunne lade sig gøre.
Jeg oplevede, at kvinders oplevelse af deres krop, identitet og livssituation ofte var langt mere kompleks end den kirurgiske løsning, vi kunne tilbyde.
Det førte blandt andet til bogen Re:konstruktion, hvor kvinder fortæller om livet med brystrekonstruktion. Arbejdet med bogen bekræftede mig i, hvor vigtigt det er at være nysgerrig på det menneske, jeg sidder overfor, og ikke kun på den anatomiske forandring.
Den tanke blev senere en vigtig del af fundamentet for Reflekteret Plastikkirurgi.
Derfor har jeg udvidet den klassiske forundersøgelse med spørgeskemaer, grundige samtaler og avanceret fotodokumentation. Målet er ikke at lave mere kirurgi. Målet er at finde den løsning, der passer til den enkelte. Hverken mere eller mindre.
Præcision, ro og overblik – også under pres
Min Ph.D. og mange års arbejde med mikrokirurgi har lært mig betydningen af præcision, struktur og respekt for detaljerne. Når man arbejder med meget små anatomiske strukturer, er kirurgi ikke et spørgsmål om tempo, men om kvalitet, koncentration og ro.
Den tilgang tager jeg med mig ind i al kirurgi, jeg udfører i dag.
Jeg har desuden en baggrund fra Forsvaret, hvor ansvar, teamwork og evnen til at bevare overblik under pres har været centrale værdier. Det er erfaringer, som også præger mig som kirurg.
For mig handler plastikkirurgi ikke kun om teknik.
Det handler om mennesker, om tillid og om at skabe forandringer, som du kan se dig selv i. Ikke en ny version af dig selv. Men dig selv.